Et eksemplarisk liv

Hans Hauge

Første bind av Tore Rems Bjørneboe-biografi er en traditionel biografi. Man læser med samme lyst, som var det en realistisk roman fra det 19. århundrede. Den er resultat af et enormt researcharbejde og bidrager til at nyskrive ikke bare norsk litteraturhistorie, men centrale dele af 1900-tallets norgeshistorie. Men vil Rem se mere udover landegrænserne i andet bind?

" width="85" height="136">

Tore Rem
Sin egen herre. En biografi om Jens Bjørneboe
620 sider
Cappelen Damm 2009

Anmeldt av
Hans Hauge

DEN NYE BJØRNEBOE-BIOGRAFIEN er videnskabsteoretisk set et stykke klassisk historieskrivning, hvor formålet er at vise, hvordan det i virkeligheden var. Digte og romaner fortæller nemlig en anden historie. Med en sådan biografi i hånden kan man ved læsningen af Bjørneboes tekster sammenligne fiktion med virkelighed. Hvis Bjørneboe siger et, siger kilderne noget andet. Fiktion skjuler, biografi viser. Bogen er også et bidrag til norsk kunsthistorie. Bjørneboe var først maler. Men skjuler malerierne også virkeligheden?

Biografiboom før og nu Bogen er skrevet som en eksemplarisk frigørelseshistorie. Bjørneboe ville befri sig fra sin klasse, sit miljø, sin nationalitet, modernismen, det naturvidenskabelige, det politiske og fra krigen. Frigørelsesmidlet blev i første omgang religionen eller antroposofien. Det var en anden verden, som han kunne gå ind i. Han og vennerne ville være frie mænd. Han ville være hin enkelte, sit eget livs redaktør, sin egen herre. Det blev han ved i anden omgang at frigøre sig fra antroposofien. Og dermed slutter første bind.
Hvis Bjørneboes livshistorie er eksemplarisk eller værd at efterfølge, bliver Rems biografi stærkt politisk og intervenerende, fordi den udkommer netop på et tidspunkt, hvor arbejderpartistaten og det kollektive er blevet styrket. Staten var Bjørneboes fjende.
Tore Rems bog er endnu et tegn på, at den biografiske læsemåde er vendt stærkt tilbage. «Vi lever i ein boom for diktarbiografiar,» som Atle Kittang skriver i sin nye bog Diktekunstens relasjonar. Det ville være vanskeligt at overse denne boom. Forfatterens død var kun noget, vi troede på nogle år bag litteraturvidenskabens tykke mure. Døde forfattere springer nu op af gravene i den ene mere bindstærke biografi efter den anden og får et nyt liv. Men dog ofte uden at deres værker får et nyt liv. Det er ikke sikkert, Bjørneboe har ret, da han skrev: «Men mitt verk går aldri tapt.» Biografier som den Rem har præsteret kan imidlertid genfinde det tabte.
Men når det er sagt, er det ganske morsomt at læse, når Rem og Bjørnboe i forening skriver, at det ikke gik godt for romanen i 50’erne: «Reiseberetninger, biografier og halvdokumentarisk litteratur synes å være i ferd med å fortrenge ’den gode gammeldagse roman’.» (328) Der var åbenbart også biografi boom dengang.
Forfatterskabet er, som Rem siger legitimerende, et «selvbiografisk forfatterskab» (141).

Hemingwaysk præsens Der er fire faser i Bjørneboes liv, som Rem arbejder ud fra: Hans klassebaggrund, hans upolitiske ageren i mellemkrigstiden, hvor han hverken vælger venstre eller højre, hans antroposofiske position under krigen. Efterkrigstiden handler om befrielsen fra antroposofien og metafysikken. Han kommer – i modsætning til Bjørnsons Arne – «ut i verden».
Rem fastholder, at Bjørneboe forholdt sig upolitisk. Han forblev derved en fri mand. Det synes dog, som om Rem anklager ham for denne upolitiske holdning. Som om han burde have engageret sig, eller som om krigen burde have påvirket ham mere. Det er som om, skriver Rem, at der «skulle mer til enn en verdenskrig før de lot seg affisere» (112). Antydes der, at de var upåvirkelige eskapister? Men Rem gør det vel også klart, at antroposofien i tænkemåde var så tæt på nazismen, at den ikke ville kunne fungere som modstandsmiddel. Det antydes i omtalen af fredagsmøderne, hvor Conrad Englert talte. Rem bruger her en bestemt teknik. Han viser (shows), men fortæller ikke. Det er helt hemingwaysk og fortalt i præsens: «Og blant dem altså den 21-årige Vallen Bjørneboe. Lokalet er dekorert med nazisymboler. Mens tyske soldaterhæler klaprer i gatene utenfor, er en gruppe søkende sjeler samlet i håp om å redde tysk kultur.» (s. 125) Så kan vi selv drage en slutning. Vi får også at vide, at Antroposofisk Selskap lejede lokaler af det «nazifiserte Norsk Husmorforbund». Antydes der noget? Måske. Eller skal vi blot sige: so what?
Tore Rem vil altså gå bag om Bjørneboes fiktioner og finde frem til, hvad der virkeligt skete. Det er Rems ’metode’. Det er den moderne biografis metode. Bjørneboes egen metode er den modsatte. Han udelader i fiktioner ting fra virkeligheden. Ifølge Rem gør Bjørneboe ’episoder til litteratur’. Det intertekstuelle, formen, det litterære nedtones. Litteratur er virkeligheden, der er lavet om. Bjørneboe mytologiserer, konstaterer Rem ofte. Det sker for eksempel i Frihetens øyeblikk. Det er, som om Rem igen antyder, at Bjørneboe ikke så virkeligheden i øjnene under krigen, da han var på tur i Tyskland. Han var begejstret, skal han have sagt til en ven «mange år senere». Antydningens kunst.

Hvad er litteratur? Der er noget, der hedder «ytre kjensgjerninger», som Bjørneboe «vrir og forandrer, legger til og forstørrer, romantiserer og gir litterær mening til begivenhetene.» (s. 85) Det må være Rems svar på spørgsmålet: hvad er litteratur? Så føjer han til, at Bjørneboe ville skrive sit liv. «Som myte». Bjørneboe var dermed selv et slags digterværk eller en myte, og den myte afmytologiseres ikke af Tore Rem.
Så er der noget andet, der ifølge Rem karakteriserer Bjørneboes brug af virkelige episoder: Tidsafstanden. Episoder dukker ofte op med mange års forsinkelse, som når vennen Edvard Vigebos kone Lilla (der ikke nævnes i registret) – som blev hybelværter for Bjørneboe i 1940 – bare havde én ting at udsætte på leieboeren: han vasket seg ikke på hendene. Det var også hos dem, at «pornografen» blev til (106). Var han pornograf?
Nærmere 30 år senere skulle den samme mannen skrive et helt skuespill, Semmelweis, hvor nettopp håndvaskningens betydning står sentralt (107). Frihedens øjeblik dukker op i en roman 27 år efter, at han havde den første fornemmelse for den slags (84). I 1955 kan der i forbindelse med et digt ikke være tvivl om, at «han stadig tenkte tilbake på skandalen og tiden som fulgte» (101). Skandalen er sædelighedsdommen fra 1939 og udvisningen fra Sørlandets Pensjonatskole, som blev behørigt omtalt i forbindelse med lanceringen av biografien. Bjørneboe må have haft meget vanskeligt ved at glemme, eller også havde han en fantastisk erindring. Virkeligheden eller livet dukker således hele tiden op her og der i fiktionerne. Dermed har Rem sagt, at for at forstå Bjørneboes tekster, skal man vide, hvad der i virkeligheden skete for eksempel på kostskolen i Flekkefjord i 1938–39.

Talende udeladelser Og så gør Rem noget mere. Hans biografi skal øge forståelsen af «tekstens talende utelatelser» (141). Det er jo en interessant opfattelse af Bjørneboes forfatterskab eller af litteratur som sådan. Litteratur «allmenngjør, forstørrer, forskyver, og utelater». Det er et af de få steder, hvor Rem, i selve teksten, reflekterer over sin egen tekst. Rems biografi er lang; så lang og omfattende, at Bjørneboes tekster forekommer korte og kondenserede. «Hvorfor skal bøker være så tykke?» spørger Bjørneboe selv et sted (448). Spørgsmålet er dog, om det er sådan, at Bjørneboes forfatterskab kan karakteriseres. Er der så mange talende ude ladelser, at det er biografens rolle at supplere med alt det, der blev skåret væk? At gøre det almene partikulært? At formindske det forstørrede?
Rem arbejder, som det fremgår, med en toverdensmodel. Der er den historiske virkelighed, og der er fiktion. Den første kan gengives uproblematisk. Og så er der fiktion. Det er blevet banalt at sige, at forskellen mellem fiktive og faktuelle fortællinger langt fra er en selvfølge, siger narratologen Raphaël Baroni. Men den forskel fremstår som en selvfølge for Rem – i selve teksten. Det er et bevidst valg.
Fiktionen udelader eller redigerer virkeligheden: «Bjørneboe har tatt med det som passer med hans budskap og utelatt det andre.» (469) Det siges i forbindelse med omtalen af Under en hårdere himmel. Det er det, Rem kalder Bjørnboes «metode». Bjørneboe bestemmes dermed også som en forfatter med et budskab.
Rems biografi leverer således alt det andet. Bogen er et langt supplement til et på det tidspunkt kort forfatterskab. Et enkelt eksempel: «Men det er én ting som mangler i denne fortellingens ulike versjoner. Ifølge Otto Jacobsens familie var også han med på hele eller deler av denne turen» (103). Bjørneboe udelod det som ikke behøvedes for historien. Også Rem udelader. Han er for eksempel selv usynlig, selvom enhver biografi også er lidt af en selvbiografi.

Vrede unge mænd Rem gør opmærksom på, hvordan antroposofien gjorde det muligt for Bjørneboe at realisere den romantiske digterdrøm under krigen. Mange forfattere har gjort op med en religiøs opvækst. Bjørneboe gør op med en irreligiøs opvækst. Med religion kritiserede han den materialistiske, social demokratiske stat. Det var for mig uventet, at antroposofien har spillet en så stor rolle i den periode i norsk åndsliv, sådan som det kortlægges så grundigt, kildenært og overbevisende hos Tore Rem. Han er klar over, at det må være noget særligt for Norge og forsøger endog at forklare hvorfor. Han mener, den var en kamp mod moderniteten og for det organiske samfund, og at den kunne finde fodfæste i «en så religiøst homogen kultur som den norske» (107). Men var den virkelig så homogen i religiøs henseende? Jeg tvivler.
Det paradoksale er, at Bjørneboe langsomt – via en antroposofisk fejllæsning af Kierkegaard – havner i antroposofien som medlem af et sub-kulturelt fællesskab. Han er ikke sin egen herre endnu. Antroposofien fremstår som et erstatningsfællesskab.
Der skjules ikke meget hos Rem. Det behøver man heller ikke længere. Når intet skjules, skyldes det netop forfattere som Jens Bjørneboe. Homoseksualitet er ikke chokerende. Biografier er i dag næsten uden en trævl. Bjørneboe var dog en af de sidste, der kunne være i opposition til samtidens seksualmoral. Han kunne være modkultur, fordi der var en kultur, man kunne være imod. Bjørneboe var anti-nationalist. En slags danoman, og mere en Welhaven end en Wergeland. Rems bog derimod synes at være meget norsk. Tore Rem finder sjældent paralleller til andre lande. Dermed fremstår Bjørnboe og de andre omkring ham som mere norske, end de vel var. Det slog mig, hvordan Bjørneboes anti-modernisme minder om noget tilsvarende i samtidens England. Han er jo sammen med André Bjerke en norsk udgave af de engelske «Angry Young Men», og hans poetik minder om de lyrikeres, som indgik i The Movement, hvor man dyrkede en traditionel lyrik. Bjørneboe var faktisk, som Rem også nævner, optaget af Colin Wilson og outsider-skikkelsen. Hvad det mystiske, det religiøse, det metafysiske angår minder han om en anden engelsk forfatter, der delte hans syn på velfærdsstat og modernitet: J.R.R. Tolkien. Det kunne have været spændende at sammenligne Bjørneboes udnyttelse af gralslegenden med det, der skete i England. Der er en slags fantasy tilstede hos ham.
Atle Kittang bemærker at mange biografier er «prega av ein tydeleg berøringsangst overfor den diktekunsten som dei biograferte personane har skapt». Det gælder ikke helt Rem, men derimod har han berøringsangst over for moderne litteraturteori i denne bog. Det er en skam, for den litteraturteori, der hedder queer theory, kunne have været bragt i anvendelse i læsningerne af det tidlige forfatterskab. Rem viser fint, hvordan antroposofien og det metafysiske præger Bjørneboes digtning – i al falde tematisk – men der mangler et queer perspektiv.
Jens Bjørneboe var bundet. Ved slutningen af 1950’erne blev han fri og sin egen herre. Han havde realiseret sit ideal: Brand. Biografien er fortalt som en moderne emancipationshistorie, skønt historien handler om en antimodernist. Første bind er en komedie. Den ender godt. Vi venter på mere om denne antimodernists tragiske skæbne i næste bind. Selv om første bind begynder med de mange myter om Jens Bjørneboes død, skulle det være rigeligt at berette om eller afmytologisere fra 1960- og 70’erne. At læse Rems bog er en æstetisk nydelse. På flere måder: Dels er den, som nævnt, velskrevet som en roman, dels fremstiller den verden af i går, og endelig er den æstetisk, fordi man læser den for sin egen skyld. Kun undrer det mig, at Rem er så neutral og sjelden vurderer værkerne.